Pensioneret ægtepar åbner både hoveddør og hjerter i integrationens tjeneste

Dorte og Jørgen bruger ikke otiummet som andre jævnaldrende. Kort efter de forlod arbejdsmarkedet, sprang de nemlig ud som frivillige for Dansk Flygtningehjælp, hvor de kæmper for at skabe meningsfulde liv for landets nye beboere. 

Af Frederikke Elberth Møller

Forestil dig, at du ligger i bunden af en lille båd midt i Middelhavet. Omkring dig er mennesker overalt. Mennesker som, ligesom dig, ønsker at flygte fra deres hjemlands grusomheder. Du er på vej til Europa. Pludselig kæntrer båden ved siden af dig, og våde, skrækslagne skæbner vælter op i dit i forvejen alt for fyldte transportmiddel. Nederst i bunken af kroppe er luften tynd. Du bliver mast og snapper efter vejret, men når båden endelig rammer fast grund, har din hjerne taget evigt skade af iltmanglen. 

På trods af scenariets brutalitet, er forestillingen hverken opdigtet eller tyvstjålet fra et filmmanuskript. Den er derimod et billede på en virkelig hændelse, som ægteparret fra Skødstrup har lagt ører til i forbindelse med deres arbejde for Dansk Flygtningehjælp, som de underviser for hver tirsdag på kurset ”Lær Dansk” i Aarhus C. I omtrent fire år har Dorte og Jørgen lyttet til adskillige umenneskelige fortællinger, og der investeres både oceaner af tid og hjerteblod i at genopbygge selvværdet hos de indvandrere og flygtninge, der bærer en ubarmhjertig fortid på deres skuldre. 

Hver tirsdag underviser Dorte og Jørgen på den gamle skole beliggende på Ingerslevs Boulevard 3. Foto: Frederikke Elberth Møller

Flygtningekrisen var en øjenåbner

Lysten til at hjælpe på netop dette område starter tilbage i år 2015, hvor Danmark havde et rekordhøjt antal asylansøgere. Hele 20.935 mennesker forlod alt, hvad de kendte til for at søge tilflugt i den lille prik på landkortet mod nord.

Da ægteparret i september måned var på vej til Berlin, havnede de tilfældigvis midt i flygtningekrisens klimaks. ”Vi så flygtningestrømmen på motorvejen og tænkte: ’Hvad sker der?’. Menneskemængder væltede ind. Så vi tænkte, at her må vi gribe fat. I medierne er der altid fokus på besværet ved at have flygtninge. Vi ville gerne gøre disse mennesker opmærksomme på, at der også findes danskere, der rigtig gerne vil hjælpe dem”, fortæller Dorte. 

Mere end danskundervisning 

Ægteparret har taget plads ved deres spisebord, og i midten spreder et stearinlys et behageligt, afdæmpet lys. De bor i Siloetten. Et kridhvidt og tårnhøjt lejlighedskompleks, som denne dag skærer sig op gennem oktoberhimmelens grå nuancer. Borgere fra Aarhus og omegn kender med sikkerhed bygningen, som nærmest er blevet et vartegn for Skødstrup. Ligeledes er den blevet et trygt helle for de mennesker, som Dorte og Jørgen hjælper i forbindelse med deres frivillige arbejde. Det pensionerede ægtepar byder nemlig altid deres kursister velkommen i hjemmet på 8. sal, og deres arbejde strækker sig længere end blot til at undervise i det danske sprog. For parret er det nemlig af stor vigtighed at hjælpe med alle livets spektre. Det kan være alt fra at demonstrere, hvordan Nem-ID anvendes til at lære, hvordan man opbygger et socialt netværk. Parret følger altid deres kursisters problemer helt til dørs, og de har begge en baggrund, der giver dem en relevant faglig ballast til netop at kunne løfte denne opgave. Dorte er uddannet pædagog og sluttede sine år på arbejdsmarkedet ved at være på en døgninstitution for udsatte unge, mens Jørgen var folkeskolelærer og i mange år underviste elever i specialklasser: ”Vores faglige liv har drejet sig om, hvordan vi skaber udviklingsbetingelser for mennesker med ringe ressourcer. Det har været noget, vi har haft sammen”, siger Dorte, og ægtemanden supplerer: ”Vi har altid diskuteret skæbner over aftensmaden og snakket om, hvordan vi kan udvikle på de her mennesker. Og vi har jo åbnet vores dør. Til jul har der f.eks. været åbent hus”.

Ægteparret ses her med en kursist fra Cambodia, der har modtaget undervisning på Lær Dansk. Arkivfoto.

Livsmål er altafgørende

Det er ikke et krav fra Dansk Flygtningehjælp, at deres undervisere skal tage kursister til sig, som ægteparret gør det. De timer, de lægger i det frivillige arbejde, er samlet set næsten helt oppe at kysse den klassiske 37-timers arbejdsuge, og de er ligeledes altid tilgængelige på telefon. Lige nu hjælper de blandt andre en midaldrende, iransk kvinde, som er blevet en nær ven af ægteparret og som ofte aflægger visit i Siloetten. ”Hun har haft et liv som gymnasielærer, og nu skal hun starte igen. Det var en stor opgave at få løst hendes uddannelsesmæssige-og økonomiske problemer. Så vi fik hende på VUC, og der tager hun nu en 9.-10.klasse. Vi har fulgt hende hele vejen, og nu ved hun, hvad hun vil. Hun vil være SOSU-hjælper og har et mål”, siger Jørgen, som pålægger netop dette stor betydning. ”De skal have mål. Hvad vil de? For os handler det om uddannelse og et godt, trygt liv i Danmark. Det sværeste er at finde det til dem”. Alt tyder dog på, at parret har en fælles intention om at blive ved med at kæmpe for at finde det gode liv til de mennesker, der har svært ved at finde det på egen hånd. ”Vi bliver ved, til vi fysisk ikke kan mere”.  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *