En skriftlig dødstrussel, besiddelse af peberspray samt hærværk mod et lokalt pizzeria var de lovovertrædelser, som en 26-årig mand blev anklaget for den 20. november i Horsens byret.

Onsdag eftermiddag klokken 13.00 blev en mand fra Horsens anklaget for fire forhold. Retssagen blev ikke gennemført uden slinger i valsen, og tiltalte nød sandsynligvis godt af et vidne med manglende danskkundskaber samt en forsvundet USB-nøgle med afgørende videoovervågning. Dommerne måtte derfor dømme tiltalte på trods af udeblivelsen af essentielle beviser, da de besluttede sig for, at dommen ikke skulle udsættes yderligere. Den 26-årige mand slap med 20 dages betinget fængsel.

“Hør her din lille djævel. Det er en kæmpe hån mod Gud, din djævletilbedende anti-engel. Hvis du ikke er en god mor, vil jeg ikke alene slå dig ihjel, jeg vil sørge for, at din død bliver smertefuld og grusom”.

Sådan skrev tiltalte til sin søns mor tilbage i oktober 2017, efter hun havde spurgt, om han ville med til deres fælles barns dåb. For dødstruslen blev han anklaget for § 266, og han erkendte sig skyldig i beskeden:

“I min depressive, alkoholiske selvmordstilstand, har jeg sikkert skrevet det, ja”.

Anklageren konfronterede efterfølgende tiltalte med tre forhold, der alle var foregået 31. maj 2019. To af forholdene havde relation til hærværk mod Babas Pizzeria i Horsens. Omkring 02.30 den pågældende nat blev manden tilbageholdt af politiet, fordi han var mistænkt for at kaste potteplanter mod og tisse op ad butikkens facade. Et vidne, som har relation til pizzeriaet, havde angiveligt overhørt seancen, hvorfor han havde fået fat på politiet. Vidnet var usikker på dansk, og hans forklaringer blev tydeligt svækket af et manglende greb om sproget. Politibetjenten, der denne nat havde haft fat i den formodede gerningsmad, var sikker på, at det var tiltalte i retssalen, der havde begået gerningen. Dog manglede USB-stikket med videoovervågning fra stedet, som med sikkerhed kunne have fastslået gerningsmandens identitet. 

Sent på forårsnatten, omkring 04.00, var han atter i kontakt med politiet. Denne gang med en peberspray på sig, hvorfor han blev dømt under Våbenlovens § 2 h. Tiltalte tilstod, men påstod, at det ikke var intentionel besiddelse. Efter sigende var den kun hos ham grundet en forglemmelse.

”Det er første gang, den har været hos mig. Min ven viste mig den tidligere på aftenen, og så havde jeg glemt at få den ud af lommen igen”, forklarede han.

Omkring klokken 14.15 gik dommerne ud for at votere dom. Under pausen blev tiltalte i retssalen, men bevægede sig over til vinduet, hvor han i mindst 15 minutter skuede ud over Horsens by. Forsvareren havde forladt sin stol for at trække noget luft, men anklageren blev siddende på sin plads til højre for dommerne, og der hang en lettere akavet stilhed i lokalet, kun afbrudt af den sagte rapmusik, som tiltalte lyttede til på sin telefon. 

14.35 faldt dommen. Den lød på 20 dages betinget fængsel, et påbud om behandling for alkohol og narkotikamisbrug samt selvbetaling af sagens omkostninger. 

Tiltalte var tydeligt lettet. Han gav smilende hånden til sin forsvarer og udbrød et ”Tusinde, tusinde tak”.

Forsvareren var ligeledes godt tilfreds med udfaldet og udtalte:

” Dommen er fint afstemt i forhold til hans person. Han skal have den rigtige hjælp til at komme på rette spor. Det tror jeg, anklager er helt enig i”, hvortil han kiggede over på anklageren, der tilkendegav sin enighed. 

45-årige Jimmy Sørensen nægter at lade sin dobbelte kræftdiagnose kvæle hans appetit på livet og bearbejder sin sygdom via dialog, åbenhjertighed og en kontinuerlig tro på, at der er lys for enden af tunnelen. 

Af Frederikke Elberth Møller

”Skal du dø af det her, far”? Spurgte Jimmy Sørensens 6-årige datter, Sofie, da han for anden gang på et år fik konstateret cancer og måtte videregive den tunge besked til sine tre børn igen. ”Det er ikke planen”, svarede han. Jimmy ville ikke fortælle en potentiel løgn til sin datter og love hende, han ville overleve, for han insisterer på at være ærlig omkring den sygdom, som gennem mere end et år har gnavet sig ind i hans tyktarm og lever. Han vil ikke forsikre sin søn og to døtre om, at han overlever forløbet, for han ville ikke kunne bære, at de skulle leve videre uden deres far med erindringen om, at han havde lovet ikke at forsvinde fra dem. 

”Når jeg har puttet børnene om aftenen, kan jeg sidde og blive meget rørt og ikke holde tårerne tilbage. Jeg har gjort mig mange tanker om mine børn. Dét, der har fyldt allermest, er, om jeg skal dø fra dem i en alt for tidlig alder”. 

Selvom Jimmy fra tid til anden kan rammes af dødsangsten, nægter han dog at overgive sig til kræftens klør, og det hjælper ham at snakke åbent både med familie, venner og kollegaer om diagnosen. 

”Man skal meget igennem i sådan et forløb, før man bliver et menneske igen, men hver gang jeg snakker højt om det, får jeg bearbejdet en lille del af det. Det har hjulpet mig meget”. 

Diagnosen tog en omvej

Jimmy har bestemt haft en del at bearbejde. At få kræft, blive konstateret rask for derefter at få diagnosen igen har været en mavepuster, og det har været et sejt træk for faren til tre, som først slet ikke troede på, at han i en relativt ung alder ville få den livstruende sygdom. Først troede selv lægerne ikke, at cancer lå til grund for hans symptomer. 

I juni måned 2018 er Jimmy hjemme hos sin kæreste, Katja, da hans krop pludselig begynder at ryste helt ukontrolleret. 

”Hun blev nødt til at ringe efter en ambulance, jeg kunne ikke engang komme ned fra lejlighedens første sal, så voldsomme var rystelserne”, erindrer han.

Jimmy kommer på hospitalet, hvor det sundhedsfaglige personale gør alt for at finde en årsag til hans pludselige rysteanfald. 

”De kan ikke finde en kropslig forklaring, og hver gang Katja er ude af lokalet, hvor jeg er indlagt, spørger sygeplejersken mig, om jeg er alkoholiker og har abstinenser”. 

Efter Jimmy flere gange har fejet sygeplejerskens alkoholiske mistanker af vejen, ender han med at blive konstateret med det eneste, som lægerne kan få til at give mening – nemlig stress. 24. juni sidste år bliver han så sygemeldt fra sit job som civil skibsfører i Forsvarets Operationscenter grundet den diagnose, lægerne formodede, han havde. Men noget andet var galt i Jimmys dengang 44-årige krop. Noget andet havde fået hans korpus til at overgive sig til rystelserne, og noget havde gennem længere tid været årsag til vægttab, træthed og blodige afføringer. Dette ”noget” var langt værre, end han overhovedet havde forestillet sig. Den 17. september 2018 skulle han til en kikkertundersøgelse for at finde en forklaring på de symptomer, som han gennem længere tid havde oplevet. 

”Jeg havde snakket med min kæreste om, at jeg måske havde glutenallergi eller betændt tyktarm. Meget kort tid efter, undersøgelsen er gået i gang, kigger lægen på mig og siger ’Du har kræft’. Der brød min verden fuldstændig sammen”.

Tidslinje over Jimmys kræftforløb

Tilbagefaldet 

Jimmy fik konstateret tyktarmskræft med spredning til leveren. I alt 12 gange med kemoterapi og en stor operation, hvor en del af de inficerede organer skulle fjernes helt, var måden hvorpå lægerne mente, Jimmy havde de bedste forudsætninger for at slippe af med den livstruende sygdom. Umiddelbart lykkedes det, og efter flere efterfølgende scanninger blev Jimmy konstateret kræftfri, hvorfor han 12. august i år kom tilbage på sit arbejde.

”Jeg skulle kontrolscannes dagen efter, jeg startede job. Den scanning viste desværre, jeg havde fået kræft i leveren igen. Jeg troede ikke, jeg nogensinde ville blive rask. Jeg var lige blevet konstateret kræftfri, og så fik jeg det igen. Hvornår ville jeg så få det 3. og 4. gang? Jeg mistede fuldstændig troen på min krop”. 

Synet på livet har taget en drejning

Selvom en diagnose som kræft, to omfattende operationer samt adskillige kemobehandlinger sandsynligvis ville kunne slå selv det mest standhaftige menneske ud af kurs, vælger Jimmy at vende sygdommen om. Han vil ikke lade den overtage livets lyse stunder, og han tillægger det stor værdi ikke at lade sig gå på af bagateller, som før kunne vække stor irritation. 

”Sygdommen har ændret mit syn på livet. Livet er til låns og en gave, som skal pakkes op hver dag og bruges. Ting, jeg før tog for givet, værdsætter jeg nu”, fortæller han, hvorefter han peger hen på en rød plet, der ligger på stuens sofabord. ”Det er en ‘pytknap'”, uddyber han.

“De der små ting, som før kunne gå mig på, er ligegyldige nu. Så kan man lige trykke på den der knap. Ting skal vendes til noget positivt. Møder jeg udfordringer på min vej, tænker jeg ‘Jamen, det er ikke det værste, du har været udsat for, det er bare et lille problem, så pyt med det'”. 

Udover ‘pytknappen’ har Jimmys to døtre, den førnævnte 6-årige Sofie samt Naima på 9 år, også fået installeret en såkaldt ‘pytkasse’ i hjemmet, som man kan smide en papirlap i, hvis man bliver sur over at slå lilletåen ind i bordkanten eller spilder tandpasta på skjorten. Den fungerer på samme måde som ‘pytknappen’ og bliver en visualisering af ikke at lade sig påvirke af bagateller, som forekommer ligegyldige, når modsætningsparret liv og død spiller en så stor rolle i hverdagen. 

“Man tager jo tingene for givet, når hverdagen bare kører. Man arbejder, tager hjem, ordner praktiske gøremål og får styr på børnene. Så går man i seng, står op, tager på arbejde og gentager. Sygdommen har fået mig til at stoppe op og drømme. Jeg ved ikke, om jeg når at blive 50 år, så hvis der er noget, jeg gerne vil nå i mit liv eller med mine børn – så skal det være nu”.

Et meningsfyldt liv på trods af kræften

Selvom sygdommen og angsten for døden sommetider kan lægge sig som et sort slør over Jimmys tanker, er han god til at holde negativiteten for døren ved hele tiden at få brugt både krop og sind. Selvom hans hverdag ikke ligner den, han havde, før kræften slog ned i hans legeme, gør han en dyd ud af at få en dagligdag op at stå og have noget at tage sig til. Udover at prioritere at se kæreste, familie og venner, er han to gange ugentligt med på holdforløbet Naturkræfter, hvor han med andre kræftramte mænd kommer ud i naturen og får motioneret. Derudover går han både til fysioterapeut og psykolog og inden for hjemmets fire vægge har han lagt både kød-og røgvarer på hylden, fordi de beviseligt har en dårlig effekt på lige netop tarmkræft. 

Den 11. december skal Jimmy til kontroltjek, så lægerne kan fastslå, om det er lykkedes at udradere de kræftceller, som så stædigt har holdt fast i Jimmys indre. Er de på retræte, forventer Jimmy at være tilbage på sin arbejdsplads igen i januar 2020. Spørger man ham, om der er lys for enden af sygdomstunnelen, er han ikke i tvivl: 

“Jeg har en tro på, at jeg kommer helt over det her. Mister jeg troen på det, så kommer angsten. Så længe jeg kan tro på, jeg bliver rask, bliver man positiv, og det hjælper. Det er min overbevisning, at kroppen og psyken hænger sammen. Det positive livssyn hjælper mig gennem det”.