Den danske kødindustri lider ikke under, at planter er kommet på mode

Undersøgelser tyder på, at der sælges mindre fersk kød, men det giver ikke nødvendigvis slagterierne blodrøde tal på bundlinjen.

Af Frederikke Elberth

”Man kan ikke sige, at kødsalget falder, fordi kødforbruget falder”, siger Mette Gammicchia, afdelingschef for Afsætning, Ernæring og Markedsudvikling ved Landbrug & Fødevarer og uddyber; ”Salget af det ferske, røde kød falder i Danmark, men til gengæld stiger salget af selvsamme til catering”. 

Mere kød end før går i dag til færdigretter og catering. Arkivfoto, Morten Stricker/Ritzau Scanpix

Denne tendens kan detailvirksomheden COOP også nikke genkendende til. Lars Aarup er Kommunikations-og Analysechef for kæden og beskæftiger sig derfor hver dag med forbrugerisme. Han udtaler, at COOP på fem år har oplevet et fald i salget af fersk kød på omtrent 6 procent. ”Efter 2015 er klimaet kommet på dagsordenen, og det tilskriver, at man spiser mindre kød, men langt de fleste af os spiser stadig kød”. Lars Aarup forklarer ydermere, at det ferske kød til dels erstattes af mad fra planteriget, men at det i høj grad også er færdigretter og restaurantbesøg, der har sparket friske koteletter og hakket oksekød længere ned af popularitetsstigen. 

Eksporten stiger 

Zoom ind for at se udviklingen i eksport af levende dyr i perioden 2003-2018

Både Landbrug & Fødevarer og COOP fortæller altså, at der stadig hives meget kød ned fra hylderne, og rapporter udarbejdet af DTU bakker op om dette. Deres undersøgelser viser, at danskerne i 2019 i snit spiste 52 kilo kød årligt – i 2011 var tallet det samme. I forlængelse af dette går det godt for eksporten. Tal fra Danmarks Statistik indikerer, at både fjerkræ samt okse-og svinekød sælges til udlandet i flæng, og samlet set er eksporten af dyrene steget med omkring 10 procent fra 2003-2018. Grunden til den stigende eksport kan ifølge Mette Gammicchia forklares ved, at de danske landmænd typisk tjener flere penge på at sælge deres kød til udlandet. ”Samlet set eksporterer vi omkring 75 procent af alt vores kød, og industrien lider ikke under, at en gruppe danskere er blevet mere bevidste om deres kødindtag”. 

Ung mand straffes mildt trods dødstrusler, hærværk og våbenbesiddelse

En skriftlig dødstrussel, besiddelse af peberspray samt hærværk mod et lokalt pizzeria var de lovovertrædelser, som en 26-årig mand blev anklaget for den 20. november i Horsens byret.

Onsdag eftermiddag klokken 13.00 blev en mand fra Horsens anklaget for fire forhold. Retssagen blev ikke gennemført uden slinger i valsen, og tiltalte nød sandsynligvis godt af et vidne med manglende danskkundskaber samt en forsvundet USB-nøgle med afgørende videoovervågning. Dommerne måtte derfor dømme tiltalte på trods af udeblivelsen af essentielle beviser, da de besluttede sig for, at dommen ikke skulle udsættes yderligere. Den 26-årige mand slap med 20 dages betinget fængsel.

“Hør her din lille djævel. Det er en kæmpe hån mod Gud, din djævletilbedende anti-engel. Hvis du ikke er en god mor, vil jeg ikke alene slå dig ihjel, jeg vil sørge for, at din død bliver smertefuld og grusom”.

Sådan skrev tiltalte til sin søns mor tilbage i oktober 2017, efter hun havde spurgt, om han ville med til deres fælles barns dåb. For dødstruslen blev han anklaget for § 266, og han erkendte sig skyldig i beskeden:

“I min depressive, alkoholiske selvmordstilstand, har jeg sikkert skrevet det, ja”.

Anklageren konfronterede efterfølgende tiltalte med tre forhold, der alle var foregået 31. maj 2019. To af forholdene havde relation til hærværk mod Babas Pizzeria i Horsens. Omkring 02.30 den pågældende nat blev manden tilbageholdt af politiet, fordi han var mistænkt for at kaste potteplanter mod og tisse op ad butikkens facade. Et vidne, som har relation til pizzeriaet, havde angiveligt overhørt seancen, hvorfor han havde fået fat på politiet. Vidnet var usikker på dansk, og hans forklaringer blev tydeligt svækket af et manglende greb om sproget. Politibetjenten, der denne nat havde haft fat i den formodede gerningsmad, var sikker på, at det var tiltalte i retssalen, der havde begået gerningen. Dog manglede USB-stikket med videoovervågning fra stedet, som med sikkerhed kunne have fastslået gerningsmandens identitet. 

Sent på forårsnatten, omkring 04.00, var han atter i kontakt med politiet. Denne gang med en peberspray på sig, hvorfor han blev dømt under Våbenlovens § 2 h. Tiltalte tilstod, men påstod, at det ikke var intentionel besiddelse. Efter sigende var den kun hos ham grundet en forglemmelse.

”Det er første gang, den har været hos mig. Min ven viste mig den tidligere på aftenen, og så havde jeg glemt at få den ud af lommen igen”, forklarede han.

Omkring klokken 14.15 gik dommerne ud for at votere dom. Under pausen blev tiltalte i retssalen, men bevægede sig over til vinduet, hvor han i mindst 15 minutter skuede ud over Horsens by. Forsvareren havde forladt sin stol for at trække noget luft, men anklageren blev siddende på sin plads til højre for dommerne, og der hang en lettere akavet stilhed i lokalet, kun afbrudt af den sagte rapmusik, som tiltalte lyttede til på sin telefon. 

14.35 faldt dommen. Den lød på 20 dages betinget fængsel, et påbud om behandling for alkohol og narkotikamisbrug samt selvbetaling af sagens omkostninger. 

Tiltalte var tydeligt lettet. Han gav smilende hånden til sin forsvarer og udbrød et ”Tusinde, tusinde tak”.

Forsvareren var ligeledes godt tilfreds med udfaldet og udtalte:

” Dommen er fint afstemt i forhold til hans person. Han skal have den rigtige hjælp til at komme på rette spor. Det tror jeg, anklager er helt enig i”, hvortil han kiggede over på anklageren, der tilkendegav sin enighed. 

Kræften har givet Jimmy styrken til at se lyst på livet: “Det er en gave, som skal åbnes og bruges”

Jimmy forsøger altid at se lyst på tingene, selvom han har været gennem kræft to gange.
Foto: Frederikke Elberth Møller

45-årige Jimmy Sørensen nægter at lade sin dobbelte kræftdiagnose kvæle hans appetit på livet og bearbejder sin sygdom via dialog, åbenhjertighed og en kontinuerlig tro på, at der er lys for enden af tunnelen. 

Af Frederikke Elberth Møller

”Skal du dø af det her, far”? Spurgte Jimmy Sørensens 6-årige datter, Sofie, da han for anden gang på et år fik konstateret cancer og måtte videregive den tunge besked til sine tre børn igen. ”Det er ikke planen”, svarede han. Jimmy ville ikke fortælle en potentiel løgn til sin datter og love hende, han ville overleve, for han insisterer på at være ærlig omkring den sygdom, som gennem mere end et år har gnavet sig ind i hans tyktarm og lever. Han vil ikke forsikre sin søn og to døtre om, at han overlever forløbet, for han ville ikke kunne bære, at de skulle leve videre uden deres far med erindringen om, at han havde lovet ikke at forsvinde fra dem. 

”Når jeg har puttet børnene om aftenen, kan jeg sidde og blive meget rørt og ikke holde tårerne tilbage. Jeg har gjort mig mange tanker om mine børn. Dét, der har fyldt allermest, er, om jeg skal dø fra dem i en alt for tidlig alder”. 

Selvom Jimmy fra tid til anden kan rammes af dødsangsten, nægter han dog at overgive sig til kræftens klør, og det hjælper ham at snakke åbent både med familie, venner og kollegaer om diagnosen. 

”Man skal meget igennem i sådan et forløb, før man bliver et menneske igen, men hver gang jeg snakker højt om det, får jeg bearbejdet en lille del af det. Det har hjulpet mig meget”. 

Diagnosen tog en omvej

Jimmy har bestemt haft en del at bearbejde. At få kræft, blive konstateret rask for derefter at få diagnosen igen har været en mavepuster, og det har været et sejt træk for faren til tre, som først slet ikke troede på, at han i en relativt ung alder ville få den livstruende sygdom. Først troede selv lægerne ikke, at cancer lå til grund for hans symptomer. 

I juni måned 2018 er Jimmy hjemme hos sin kæreste, Katja, da hans krop pludselig begynder at ryste helt ukontrolleret. 

”Hun blev nødt til at ringe efter en ambulance, jeg kunne ikke engang komme ned fra lejlighedens første sal, så voldsomme var rystelserne”, erindrer han.

Jimmy kommer på hospitalet, hvor det sundhedsfaglige personale gør alt for at finde en årsag til hans pludselige rysteanfald. 

”De kan ikke finde en kropslig forklaring, og hver gang Katja er ude af lokalet, hvor jeg er indlagt, spørger sygeplejersken mig, om jeg er alkoholiker og har abstinenser”. 

Efter Jimmy flere gange har fejet sygeplejerskens alkoholiske mistanker af vejen, ender han med at blive konstateret med det eneste, som lægerne kan få til at give mening – nemlig stress. 24. juni sidste år bliver han så sygemeldt fra sit job som civil skibsfører i Forsvarets Operationscenter grundet den diagnose, lægerne formodede, han havde. Men noget andet var galt i Jimmys dengang 44-årige krop. Noget andet havde fået hans korpus til at overgive sig til rystelserne, og noget havde gennem længere tid været årsag til vægttab, træthed og blodige afføringer. Dette ”noget” var langt værre, end han overhovedet havde forestillet sig. Den 17. september 2018 skulle han til en kikkertundersøgelse for at finde en forklaring på de symptomer, som han gennem længere tid havde oplevet. 

”Jeg havde snakket med min kæreste om, at jeg måske havde glutenallergi eller betændt tyktarm. Meget kort tid efter, undersøgelsen er gået i gang, kigger lægen på mig og siger ’Du har kræft’. Der brød min verden fuldstændig sammen”.

Tidslinje over Jimmys kræftforløb

Tilbagefaldet 

Jimmy fik konstateret tyktarmskræft med spredning til leveren. I alt 12 gange med kemoterapi og en stor operation, hvor en del af de inficerede organer skulle fjernes helt, var måden hvorpå lægerne mente, Jimmy havde de bedste forudsætninger for at slippe af med den livstruende sygdom. Umiddelbart lykkedes det, og efter flere efterfølgende scanninger blev Jimmy konstateret kræftfri, hvorfor han 12. august i år kom tilbage på sit arbejde.

”Jeg skulle kontrolscannes dagen efter, jeg startede job. Den scanning viste desværre, jeg havde fået kræft i leveren igen. Jeg troede ikke, jeg nogensinde ville blive rask. Jeg var lige blevet konstateret kræftfri, og så fik jeg det igen. Hvornår ville jeg så få det 3. og 4. gang? Jeg mistede fuldstændig troen på min krop”. 

Synet på livet har taget en drejning

Selvom en diagnose som kræft, to omfattende operationer samt adskillige kemobehandlinger sandsynligvis ville kunne slå selv det mest standhaftige menneske ud af kurs, vælger Jimmy at vende sygdommen om. Han vil ikke lade den overtage livets lyse stunder, og han tillægger det stor værdi ikke at lade sig gå på af bagateller, som før kunne vække stor irritation. 

”Sygdommen har ændret mit syn på livet. Livet er til låns og en gave, som skal pakkes op hver dag og bruges. Ting, jeg før tog for givet, værdsætter jeg nu”, fortæller han, hvorefter han peger hen på en rød plet, der ligger på stuens sofabord. ”Det er en ‘pytknap'”, uddyber han.

“De der små ting, som før kunne gå mig på, er ligegyldige nu. Så kan man lige trykke på den der knap. Ting skal vendes til noget positivt. Møder jeg udfordringer på min vej, tænker jeg ‘Jamen, det er ikke det værste, du har været udsat for, det er bare et lille problem, så pyt med det'”. 

Udover ‘pytknappen’ har Jimmys to døtre, den førnævnte 6-årige Sofie samt Naima på 9 år, også fået installeret en såkaldt ‘pytkasse’ i hjemmet, som man kan smide en papirlap i, hvis man bliver sur over at slå lilletåen ind i bordkanten eller spilder tandpasta på skjorten. Den fungerer på samme måde som ‘pytknappen’ og bliver en visualisering af ikke at lade sig påvirke af bagateller, som forekommer ligegyldige, når modsætningsparret liv og død spiller en så stor rolle i hverdagen. 

“Man tager jo tingene for givet, når hverdagen bare kører. Man arbejder, tager hjem, ordner praktiske gøremål og får styr på børnene. Så går man i seng, står op, tager på arbejde og gentager. Sygdommen har fået mig til at stoppe op og drømme. Jeg ved ikke, om jeg når at blive 50 år, så hvis der er noget, jeg gerne vil nå i mit liv eller med mine børn – så skal det være nu”.

Hjemmets pytkasse og pytknap

Et meningsfyldt liv på trods af kræften

Selvom sygdommen og angsten for døden sommetider kan lægge sig som et sort slør over Jimmys tanker, er han god til at holde negativiteten for døren ved hele tiden at få brugt både krop og sind. Selvom hans hverdag ikke ligner den, han havde, før kræften slog ned i hans legeme, gør han en dyd ud af at få en dagligdag op at stå og have noget at tage sig til. Udover at prioritere at se kæreste, familie og venner, er han to gange ugentligt med på holdforløbet Naturkræfter, hvor han med andre kræftramte mænd kommer ud i naturen og får motioneret. Derudover går han både til fysioterapeut og psykolog og inden for hjemmets fire vægge har han lagt både kød-og røgvarer på hylden, fordi de beviseligt har en dårlig effekt på lige netop tarmkræft. 

Den 11. december skal Jimmy til kontroltjek, så lægerne kan fastslå, om det er lykkedes at udradere de kræftceller, som så stædigt har holdt fast i Jimmys indre. Er de på retræte, forventer Jimmy at være tilbage på sin arbejdsplads igen i januar 2020. Spørger man ham, om der er lys for enden af sygdomstunnelen, er han ikke i tvivl: 

“Jeg har en tro på, at jeg kommer helt over det her. Mister jeg troen på det, så kommer angsten. Så længe jeg kan tro på, jeg bliver rask, bliver man positiv, og det hjælper. Det er min overbevisning, at kroppen og psyken hænger sammen. Det positive livssyn hjælper mig gennem det”.

Pensioneret ægtepar åbner både hoveddør og hjerter i integrationens tjeneste

Dorte og Jørgen bruger ikke otiummet som andre jævnaldrende. Kort efter de forlod arbejdsmarkedet, sprang de nemlig ud som frivillige for Dansk Flygtningehjælp, hvor de kæmper for at skabe meningsfulde liv for landets nye beboere. 

Af Frederikke Elberth Møller

Forestil dig, at du ligger i bunden af en lille båd midt i Middelhavet. Omkring dig er mennesker overalt. Mennesker som, ligesom dig, ønsker at flygte fra deres hjemlands grusomheder. Du er på vej til Europa. Pludselig kæntrer båden ved siden af dig, og våde, skrækslagne skæbner vælter op i dit i forvejen alt for fyldte transportmiddel. Nederst i bunken af kroppe er luften tynd. Du bliver mast og snapper efter vejret, men når båden endelig rammer fast grund, har din hjerne taget evigt skade af iltmanglen. 

På trods af scenariets brutalitet, er forestillingen hverken opdigtet eller tyvstjålet fra et filmmanuskript. Den er derimod et billede på en virkelig hændelse, som ægteparret fra Skødstrup har lagt ører til i forbindelse med deres arbejde for Dansk Flygtningehjælp, som de underviser for hver tirsdag på kurset ”Lær Dansk” i Aarhus C. I omtrent fire år har Dorte og Jørgen lyttet til adskillige umenneskelige fortællinger, og der investeres både oceaner af tid og hjerteblod i at genopbygge selvværdet hos de indvandrere og flygtninge, der bærer en ubarmhjertig fortid på deres skuldre. 

Hver tirsdag underviser Dorte og Jørgen på den gamle skole beliggende på Ingerslevs Boulevard 3. Foto: Frederikke Elberth Møller

Flygtningekrisen var en øjenåbner

Lysten til at hjælpe på netop dette område starter tilbage i år 2015, hvor Danmark havde et rekordhøjt antal asylansøgere. Hele 20.935 mennesker forlod alt, hvad de kendte til for at søge tilflugt i den lille prik på landkortet mod nord.

Da ægteparret i september måned var på vej til Berlin, havnede de tilfældigvis midt i flygtningekrisens klimaks. ”Vi så flygtningestrømmen på motorvejen og tænkte: ’Hvad sker der?’. Menneskemængder væltede ind. Så vi tænkte, at her må vi gribe fat. I medierne er der altid fokus på besværet ved at have flygtninge. Vi ville gerne gøre disse mennesker opmærksomme på, at der også findes danskere, der rigtig gerne vil hjælpe dem”, fortæller Dorte. 

Mere end danskundervisning 

Ægteparret har taget plads ved deres spisebord, og i midten spreder et stearinlys et behageligt, afdæmpet lys. De bor i Siloetten. Et kridhvidt og tårnhøjt lejlighedskompleks, som denne dag skærer sig op gennem oktoberhimmelens grå nuancer. Borgere fra Aarhus og omegn kender med sikkerhed bygningen, som nærmest er blevet et vartegn for Skødstrup. Ligeledes er den blevet et trygt helle for de mennesker, som Dorte og Jørgen hjælper i forbindelse med deres frivillige arbejde. Det pensionerede ægtepar byder nemlig altid deres kursister velkommen i hjemmet på 8. sal, og deres arbejde strækker sig længere end blot til at undervise i det danske sprog. For parret er det nemlig af stor vigtighed at hjælpe med alle livets spektre. Det kan være alt fra at demonstrere, hvordan Nem-ID anvendes til at lære, hvordan man opbygger et socialt netværk. Parret følger altid deres kursisters problemer helt til dørs, og de har begge en baggrund, der giver dem en relevant faglig ballast til netop at kunne løfte denne opgave. Dorte er uddannet pædagog og sluttede sine år på arbejdsmarkedet ved at være på en døgninstitution for udsatte unge, mens Jørgen var folkeskolelærer og i mange år underviste elever i specialklasser: ”Vores faglige liv har drejet sig om, hvordan vi skaber udviklingsbetingelser for mennesker med ringe ressourcer. Det har været noget, vi har haft sammen”, siger Dorte, og ægtemanden supplerer: ”Vi har altid diskuteret skæbner over aftensmaden og snakket om, hvordan vi kan udvikle på de her mennesker. Og vi har jo åbnet vores dør. Til jul har der f.eks. været åbent hus”.

Ægteparret ses her med en kursist fra Cambodia, der har modtaget undervisning på Lær Dansk. Arkivfoto.

Livsmål er altafgørende

Det er ikke et krav fra Dansk Flygtningehjælp, at deres undervisere skal tage kursister til sig, som ægteparret gør det. De timer, de lægger i det frivillige arbejde, er samlet set næsten helt oppe at kysse den klassiske 37-timers arbejdsuge, og de er ligeledes altid tilgængelige på telefon. Lige nu hjælper de blandt andre en midaldrende, iransk kvinde, som er blevet en nær ven af ægteparret og som ofte aflægger visit i Siloetten. ”Hun har haft et liv som gymnasielærer, og nu skal hun starte igen. Det var en stor opgave at få løst hendes uddannelsesmæssige-og økonomiske problemer. Så vi fik hende på VUC, og der tager hun nu en 9.-10.klasse. Vi har fulgt hende hele vejen, og nu ved hun, hvad hun vil. Hun vil være SOSU-hjælper og har et mål”, siger Jørgen, som pålægger netop dette stor betydning. ”De skal have mål. Hvad vil de? For os handler det om uddannelse og et godt, trygt liv i Danmark. Det sværeste er at finde det til dem”. Alt tyder dog på, at parret har en fælles intention om at blive ved med at kæmpe for at finde det gode liv til de mennesker, der har svært ved at finde det på egen hånd. ”Vi bliver ved, til vi fysisk ikke kan mere”.  

Dagtilbudsleder om dagen og tangodronning om aftenen: Inger danser sig til fornyet energi

For Inger Barslund var otte ganges prøvetræning ikke nok. Hun blev i 2017 bidt af den argentinske tango og har siden danset det én gang om ugen med sin mand Troels. Dansen giver Inger et overskud i hverdagen, fordi den minder hende om at komme ud af hovedet og ind i kroppen. Netop dette fokusskifte har været altafgørende for, at hun fortsat snører tangoskoene hver tirsdag aften.

https://www.facebook.com/fredemoeller/videos/o.357851428450947/2555381617846998/?type=2&theater&notif_t=video_processed&notif_id=1569495430501266

Taekwondo-Trine trænede seks gange ugentligt: “Jeg stoppede, fordi vennerne faldt fra”

Trine havde det sorte bælte i kampsporten taekwondo, men stoppede til sporten efter 12 år, da hendes holdkammerater efterhånden faldt fra én efter én.

Trine dyrkede taekwondo i mere end et årti, men valgte til sidst at trække stikket og lægge det sorte bælte bagerst i skabet, da sportens sociale grundlag langsomt forsvandt. 

Af Frederikke Elberth Møller

Den 21-årige esbjergenser Trine Guldberg Jacobsen har gennem mere end halvdelen af sit liv dedikeret sin tid til taekwondo: ”Jeg har egentlig helt tilbage fra børnehaven gerne villet starte til noget kampsport”, erindrer Trine, som næsten lærte hoftekast og springspark, før hun kunne gå. I 12 år var taekwondo en så stor del af hendes liv, at hun sommetider kunne træne op til seks gange om ugen sideløbende med sin folkeskole. Hun erindrer, at hendes tidlige forventninger til kampsporten var, at hun i høj grad ville kunne bruge den i praksis, men sportens egentlige omdrejningspunkt viste sig hurtigt at blive noget andet: ”Inden jeg startede, troede jeg, at jeg ville blive en rigtig ninja, ligesom man så på film i fjernsynet. Det blev ret hurtigt skudt ned. Men jeg synes, det sociale var mega sjovt”, siger Trine, som i løbet af årene knyttede stærke venskaber til sine holdkammerater.  Spørger man hende om primus motor for at fortsætte sin sport så intenst i mere end en dekade, konkluderer hun også hurtigt, at det sociale sammenhold var limen, der holdt hendes fødder solidt plantet i træningshallen gennem så mange år: ”Vi var til stævner og til DM sammen og stillede op som grupper til nogle af de her store stævner, så man connectede lidt på en anden måde, end jeg har gjort med mine venner i skolen og uden for det, fordi man var helt vildt fælles om en så stor interesse”, husker hun tilbage. 

Da Trine nærmede sig slutningen af 9. klasse, og dermed var tæt på folkeskolens sidste kapitel, trænede hun i sin fritid op til 2. dan, som er en videreudbygning af det sorte bælte. Her trænede hun fast seks ud af ugens syv dage, og det var et intensivt forløb, som gik på kant med nogle af de ting, som mange også gerne vil være en del af som teenager. Hun mindes det som følgende: ”Det var sådan noget, der var meget strikt. Jeg kan huske, jeg fik skældud af min træner, fordi jeg havde drukket sidste skoledag, og det blev meget voldsomt for mig”. Trine havnede altså i et dilemma, hvor hun i høj grad skulle vælge mellem sin sport og sit ungdomsliv, og pludselig begyndte det lille og førhen så stærke sammenhold i taekwondoklubben også at smuldre. Disciplinen og gejsten forsvandt i takt med, at det sociale tæppe, som sporten i høj grad hvilede på, blev revet væk under hende: ”Da jeg startede i gymnasiet, skulle jeg rykkes op på voksenholdet, og så var det pludselig ikke det her lille fællesskab med alle mine venner, så var det alle mulige voksne, jeg ikke kendte, og det var bare svært”. Trine laver selv den konklusion, at den mere seriøse tilgang til sporten, samt træninger uden vennernes sociale og faglige opbakning til sidst fik hende til at smide bæltet helt i ringen. ”Jeg stoppede, fordi vennerne faldt fra og startede på gymnasiet. Det var sådan en generel ting, der skete, i takt med at vi blev ældre”. 

I dag studerer Trine på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og hun har ikke længere noget at gøre med taekwondo. I gymnasiet havde hun ingen fritidsinteresser, og hun har den dag i dag stadig ikke fundet noget, der giver hende blod på tanden på samme måde, som kampsporten gjorde dengang. Dog mener hun selv, at hendes historik med kampsporten har lært hende meget som menneske, hvorfor de mange års disciplin ikke har været spild: ” Det har været specielt for mig nu at skulle vænne mig til, at sporten ikke er en del af mit liv længere, selvom det var en stor del af min barndom og ungdom, men jeg synes, jeg har lært vildt meget pli og høflighed gennem taekwondo. Det er er en meget høflig sport. Man skal altid hilse på sin træner, man skal bukke for hinanden og sige tak for kampen. Det har jeg virkelig taget med mig”.