Pensioneret ægtepar åbner både hoveddør og hjerter i integrationens tjeneste

Dorte og Jørgen bruger ikke otiummet som andre jævnaldrende. Kort efter de forlod arbejdsmarkedet, sprang de nemlig ud som frivillige for Dansk Flygtningehjælp, hvor de kæmper for at skabe meningsfulde liv for landets nye beboere. 

Af Frederikke Elberth Møller

Forestil dig, at du ligger i bunden af en lille båd midt i Middelhavet. Omkring dig er mennesker overalt. Mennesker som, ligesom dig, ønsker at flygte fra deres hjemlands grusomheder. Du er på vej til Europa. Pludselig kæntrer båden ved siden af dig, og våde, skrækslagne skæbner vælter op i dit i forvejen alt for fyldte transportmiddel. Nederst i bunken af kroppe er luften tynd. Du bliver mast og snapper efter vejret, men når båden endelig rammer fast grund, har din hjerne taget evigt skade af iltmanglen. 

På trods af scenariets brutalitet, er forestillingen hverken opdigtet eller tyvstjålet fra et filmmanuskript. Den er derimod et billede på en virkelig hændelse, som ægteparret fra Skødstrup har lagt ører til i forbindelse med deres arbejde for Dansk Flygtningehjælp, som de underviser for hver tirsdag på kurset ”Lær Dansk” i Aarhus C. I omtrent fire år har Dorte og Jørgen lyttet til adskillige umenneskelige fortællinger, og der investeres både oceaner af tid og hjerteblod i at genopbygge selvværdet hos de indvandrere og flygtninge, der bærer en ubarmhjertig fortid på deres skuldre. 

Hver tirsdag underviser Dorte og Jørgen på den gamle skole beliggende på Ingerslevs Boulevard 3. Foto: Frederikke Elberth Møller

Flygtningekrisen var en øjenåbner

Lysten til at hjælpe på netop dette område starter tilbage i år 2015, hvor Danmark havde et rekordhøjt antal asylansøgere. Hele 20.935 mennesker forlod alt, hvad de kendte til for at søge tilflugt i den lille prik på landkortet mod nord.

Da ægteparret i september måned var på vej til Berlin, havnede de tilfældigvis midt i flygtningekrisens klimaks. ”Vi så flygtningestrømmen på motorvejen og tænkte: ’Hvad sker der?’. Menneskemængder væltede ind. Så vi tænkte, at her må vi gribe fat. I medierne er der altid fokus på besværet ved at have flygtninge. Vi ville gerne gøre disse mennesker opmærksomme på, at der også findes danskere, der rigtig gerne vil hjælpe dem”, fortæller Dorte. 

Mere end danskundervisning 

Ægteparret har taget plads ved deres spisebord, og i midten spreder et stearinlys et behageligt, afdæmpet lys. De bor i Siloetten. Et kridhvidt og tårnhøjt lejlighedskompleks, som denne dag skærer sig op gennem oktoberhimmelens grå nuancer. Borgere fra Aarhus og omegn kender med sikkerhed bygningen, som nærmest er blevet et vartegn for Skødstrup. Ligeledes er den blevet et trygt helle for de mennesker, som Dorte og Jørgen hjælper i forbindelse med deres frivillige arbejde. Det pensionerede ægtepar byder nemlig altid deres kursister velkommen i hjemmet på 8. sal, og deres arbejde strækker sig længere end blot til at undervise i det danske sprog. For parret er det nemlig af stor vigtighed at hjælpe med alle livets spektre. Det kan være alt fra at demonstrere, hvordan Nem-ID anvendes til at lære, hvordan man opbygger et socialt netværk. Parret følger altid deres kursisters problemer helt til dørs, og de har begge en baggrund, der giver dem en relevant faglig ballast til netop at kunne løfte denne opgave. Dorte er uddannet pædagog og sluttede sine år på arbejdsmarkedet ved at være på en døgninstitution for udsatte unge, mens Jørgen var folkeskolelærer og i mange år underviste elever i specialklasser: ”Vores faglige liv har drejet sig om, hvordan vi skaber udviklingsbetingelser for mennesker med ringe ressourcer. Det har været noget, vi har haft sammen”, siger Dorte, og ægtemanden supplerer: ”Vi har altid diskuteret skæbner over aftensmaden og snakket om, hvordan vi kan udvikle på de her mennesker. Og vi har jo åbnet vores dør. Til jul har der f.eks. været åbent hus”.

Ægteparret ses her med en kursist fra Cambodia, der har modtaget undervisning på Lær Dansk. Arkivfoto.

Livsmål er altafgørende

Det er ikke et krav fra Dansk Flygtningehjælp, at deres undervisere skal tage kursister til sig, som ægteparret gør det. De timer, de lægger i det frivillige arbejde, er samlet set næsten helt oppe at kysse den klassiske 37-timers arbejdsuge, og de er ligeledes altid tilgængelige på telefon. Lige nu hjælper de blandt andre en midaldrende, iransk kvinde, som er blevet en nær ven af ægteparret og som ofte aflægger visit i Siloetten. ”Hun har haft et liv som gymnasielærer, og nu skal hun starte igen. Det var en stor opgave at få løst hendes uddannelsesmæssige-og økonomiske problemer. Så vi fik hende på VUC, og der tager hun nu en 9.-10.klasse. Vi har fulgt hende hele vejen, og nu ved hun, hvad hun vil. Hun vil være SOSU-hjælper og har et mål”, siger Jørgen, som pålægger netop dette stor betydning. ”De skal have mål. Hvad vil de? For os handler det om uddannelse og et godt, trygt liv i Danmark. Det sværeste er at finde det til dem”. Alt tyder dog på, at parret har en fælles intention om at blive ved med at kæmpe for at finde det gode liv til de mennesker, der har svært ved at finde det på egen hånd. ”Vi bliver ved, til vi fysisk ikke kan mere”.  

Dagtilbudsleder om dagen og tangodronning om aftenen: Inger danser sig til fornyet energi

For Inger Barslund var otte ganges prøvetræning ikke nok. Hun blev i 2017 bidt af den argentinske tango og har siden danset det én gang om ugen med sin mand Troels. Dansen giver Inger et overskud i hverdagen, fordi den minder hende om at komme ud af hovedet og ind i kroppen. Netop dette fokusskifte har været altafgørende for, at hun fortsat snører tangoskoene hver tirsdag aften.

https://www.facebook.com/fredemoeller/videos/o.357851428450947/2555381617846998/?type=2&theater&notif_t=video_processed&notif_id=1569495430501266

Taekwondo-Trine trænede seks gange ugentligt: “Jeg stoppede, fordi vennerne faldt fra”

Trine havde det sorte bælte i kampsporten taekwondo, men stoppede til sporten efter 12 år, da hendes holdkammerater efterhånden faldt fra én efter én.

Trine dyrkede taekwondo i mere end et årti, men valgte til sidst at trække stikket og lægge det sorte bælte bagerst i skabet, da sportens sociale grundlag langsomt forsvandt. 

Af Frederikke Elberth Møller

Den 21-årige esbjergenser Trine Guldberg Jacobsen har gennem mere end halvdelen af sit liv dedikeret sin tid til taekwondo: ”Jeg har egentlig helt tilbage fra børnehaven gerne villet starte til noget kampsport”, erindrer Trine, som næsten lærte hoftekast og springspark, før hun kunne gå. I 12 år var taekwondo en så stor del af hendes liv, at hun sommetider kunne træne op til seks gange om ugen sideløbende med sin folkeskole. Hun erindrer, at hendes tidlige forventninger til kampsporten var, at hun i høj grad ville kunne bruge den i praksis, men sportens egentlige omdrejningspunkt viste sig hurtigt at blive noget andet: ”Inden jeg startede, troede jeg, at jeg ville blive en rigtig ninja, ligesom man så på film i fjernsynet. Det blev ret hurtigt skudt ned. Men jeg synes, det sociale var mega sjovt”, siger Trine, som i løbet af årene knyttede stærke venskaber til sine holdkammerater.  Spørger man hende om primus motor for at fortsætte sin sport så intenst i mere end en dekade, konkluderer hun også hurtigt, at det sociale sammenhold var limen, der holdt hendes fødder solidt plantet i træningshallen gennem så mange år: ”Vi var til stævner og til DM sammen og stillede op som grupper til nogle af de her store stævner, så man connectede lidt på en anden måde, end jeg har gjort med mine venner i skolen og uden for det, fordi man var helt vildt fælles om en så stor interesse”, husker hun tilbage. 

Da Trine nærmede sig slutningen af 9. klasse, og dermed var tæt på folkeskolens sidste kapitel, trænede hun i sin fritid op til 2. dan, som er en videreudbygning af det sorte bælte. Her trænede hun fast seks ud af ugens syv dage, og det var et intensivt forløb, som gik på kant med nogle af de ting, som mange også gerne vil være en del af som teenager. Hun mindes det som følgende: ”Det var sådan noget, der var meget strikt. Jeg kan huske, jeg fik skældud af min træner, fordi jeg havde drukket sidste skoledag, og det blev meget voldsomt for mig”. Trine havnede altså i et dilemma, hvor hun i høj grad skulle vælge mellem sin sport og sit ungdomsliv, og pludselig begyndte det lille og førhen så stærke sammenhold i taekwondoklubben også at smuldre. Disciplinen og gejsten forsvandt i takt med, at det sociale tæppe, som sporten i høj grad hvilede på, blev revet væk under hende: ”Da jeg startede i gymnasiet, skulle jeg rykkes op på voksenholdet, og så var det pludselig ikke det her lille fællesskab med alle mine venner, så var det alle mulige voksne, jeg ikke kendte, og det var bare svært”. Trine laver selv den konklusion, at den mere seriøse tilgang til sporten, samt træninger uden vennernes sociale og faglige opbakning til sidst fik hende til at smide bæltet helt i ringen. ”Jeg stoppede, fordi vennerne faldt fra og startede på gymnasiet. Det var sådan en generel ting, der skete, i takt med at vi blev ældre”. 

I dag studerer Trine på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og hun har ikke længere noget at gøre med taekwondo. I gymnasiet havde hun ingen fritidsinteresser, og hun har den dag i dag stadig ikke fundet noget, der giver hende blod på tanden på samme måde, som kampsporten gjorde dengang. Dog mener hun selv, at hendes historik med kampsporten har lært hende meget som menneske, hvorfor de mange års disciplin ikke har været spild: ” Det har været specielt for mig nu at skulle vænne mig til, at sporten ikke er en del af mit liv længere, selvom det var en stor del af min barndom og ungdom, men jeg synes, jeg har lært vildt meget pli og høflighed gennem taekwondo. Det er er en meget høflig sport. Man skal altid hilse på sin træner, man skal bukke for hinanden og sige tak for kampen. Det har jeg virkelig taget med mig”. 

Hello world!

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.